Agile Coaching DK

- team empowerment...

 

Scrum

Scrum er opfundet af Jeff Sutherland og Ken Schwaber i starten af 1990’erne og er beskrevet i bogen Agile Project Management Using Scrum af Ken Schwaber. Baggrunden for udarbejdelsen af Scrum er nærmest et opgør med den traditionelle projektmodel og de uhensigtsmæssigheder som ligger i den. Hvor den traditionelle model fordrer en nærmest overmenneskelig evne til at træffe de rigtige beslutninger på et tidligt tidspunkt, baserer Scrum sig på menneskelige adfærdsmønstre og det faktum, at vi som regel bliver klogere, når vi arbejder med et emne og dermed har mulighed for at forbedre produktet, når denne viden udkrystalliserer sig.

Scrum Processen

Scrum går kort fortalt ud på, at kravene til en software løsning samles i en Product Backlog som administreres af en Product Owner, der har markedskundskab og den overordnede kundekontakt. Kravene er formuleret som funktionalitet, beskrevet ud fra et brugersynspunkt. Alle må i princippet komme med krav (Backlog Items) til systemet, men det er Product Owner’s ansvar og ret, at prioritere kravene og udvælge dem som ønskes løst af udviklingsteamet i den kommende periode. De udvalgte krav samles i en liste, som kaldes Sprint Backlog, og ved et planlægningsmøde (Sprint Planning) overdrages kravene til teamet gennem en dialog om kravenes indhold. Alle andre end teamet forlader lokalet, hvorefter teamet laver deres plan for udviklingsforløbet. Sprint Planning afsluttes med, at teamet forpligter sig til at løse de aftalte opgaver. Perioden, hvorunder udviklingen foregår, varierer typisk mellem to uger og én måned og kaldes for Sprint. Et sprint har en fast længde, som ikke må overstige en måned og kan hverken forlænges eller forkortes. Kommer et team i tidsnød, har det tre muligheder i prioriteret rækkefølge: Gør noget på en smartere måde, out source eller skære i funktionaliteten. Det sidste kan ikke gøres uden genforhandling med Product Owner, ligesom man ved overskydende tid også spørger Product Owner om, hvad der yderligere ønskes løst i indeværende sprint.

Gennem sprintet mødes teamet dagligt til et kort stå-op møde, kaldet Daily Scrum, der er ledet af ScrumMasteren. En ScrumMaster er en slags projektleder, der coacher teamet og faciliterer de forskellige aktiviteter som teamet gennemgår. På Daily Scrum svarer hver enkelt teammedlem på følgende tre spørgsmål: Hvad har jeg lavet siden sidste møde? Hvad er min intention at nå indtil næste møde? Hvad kan muligvis forhindre mig i at nå mine opgaver? Det er ScrumMasterens opgave at fjerne forhindringerne, således at teamet kan fokusere på at få arbejdet gjort. På Daily Scrum monitorerer man arbejdets fremdrift, det kan f.eks. ske ved hjælp af en tavle, hvor opgaverne står på Post-it lapper og teamet finder frem til, hvad hver enkelt skal arbejde med, hvis der er tvivl om dette.

Når sprintet er tilendebragt, mødes teamet med interessenterne og præsenterer de opnåede resultater. Dette sker på et møde som kaldes Sprint Review. Her kan kun præsenteres funktionalitet som er færdig i forhold til de indgåede aftaler, og det er i denne sammenhæng Product Owner der evaluerer, accepterer eller forkaster resultaterne. På mødet diskuteres hvilke ændringer man måske vil føje ind i backloggen, og det besluttes, hvad der er smartest at gøre i det efterfølgende sprint. Dette input bruger Product Owner som udgangspunkt til at samle den kommende Sprint Backlog.

Efter Sprint Review samles teamet til en ny seance med det formål at reflektere over processen gennem den seneste periode. Dette kaldes for Sprint Retrospective. Her diskuterer teamet, hvad der gik godt, hvad der kan forbedres og beslutter hvilke konkrete tiltag man vil gøre i det kommende sprint for at forbedre processen. Derefter starter et nyt sprint, med Sprint Planning som den første aktivitet.

Læs yderligere om Scrum i den officielle Scrum Guide af Ken Schwaber og Jeff Sutherland. Denne kan hentes fra Scrum.org i en række forskellige sprog - herunder dansk.