Agile Coaching DK

- team empowerment...

 

Besøg hos to amerikanske Scrum User Groups

 

I juli og august måned var jeg på besøg hos to Scrum User Groups i Phoenix og Atlanta, hvor jeg gav min præsentation om højtydende teams. Det blev til et par interessante møder hvor også gode kolleger var til stede. Jeg fik også et godt indtryk af hvorledes SUG’s er organiseret ”over there”. Læs mit rejsebrev fra disse møder her.

Der er knap 30 Scrum User Groups (SUG) i Nordamerika. I slutningen af juli og begyndelsen af august måned havde jeg fornøjelsen af at mødes med to af dem, nemlig grupperne i Phoenix, Arizona og Atlanta, Georgia. Jeg gav i den forbindelse min præsentation om højtydende teams (se tidligere indlæg på bloggen).

Lige som klimaet er forskellig i de to dele af USA hvor grupperne holder til (meget varmt og tørt i Arizona og bare varmt og fugtigt i Georgia) er der også forskel på de to SUG’s.

Grand Canyon

Phoenix SUG er en relativt nyetableret gruppe som havde kickoff i april med et møde hvor Ken Schwaber og Jim Cundiff fra Scrum Alliance var til stede via net-meeting. Gruppen mødes en gang om måneden ved firmaet InfusionSoft som er fast vært ved arrangementerne. Man kan typisk mønstre mellem 15 og 25 deltagere hver gang, hvilket også var tilfældet ved min præsentation. Der er stor entusiasme i gruppen og jeg havde også lejlighed til at fortælle lidt om hvorledes den danske SUG (Scrum Forum) er organiseret, med de selvstyrende netværksgrupper og Trifork som sekretariat, hvilket deltagerne fandt ganske interessant. Mødet blev afholdt i den del af InfusionSoft’s lokaler som ligger i en renoveret fabrikshal. Firmaet har benyttet noget af pladsen til at etablere en indendørs football bane (i nedskaleret størrelse, forstås) og det var ganske sjovt at stå og tale om teams i forhold til rugby termer i disse omgivelser.

Atlanta set fra the Sun Dial RestaurantAtlanta SUG har knap et år mere på bagen end Phoenix idet gruppen blev etableret i juni 2008. Denne gruppe nyder godt af at virksomheder som f.eks. Principle Solutions Group og VersionOne bor i nabolaget og stiller sig til rådighed som sponsorer for gruppen. Ved mødet som jeg deltog i, var der mellem 40 og 50 deltagere. Det var flere end sædvanligt for gruppen og skyldes bl.a. at der samme dag var startet et såkaldt Welfare CSM kursus som Lyssa Adkins underviste på. Lyssa havde valgt at opfordre sine kursusdeltagere til at deltage i mødet og bidrog på denne måde til det store fremmøde. For resten: Lyssa og jeg mødte hinanden første gang i forbindelse med forårets Scrum Gathering i Orlando og har sidenhen haft jævnlig dialog, bl.a. fordi jeg er med til at reviewe hendes bog (der kommer mere om denne bog på et senere tidspunkt). Vi er begge uddannet coaches uden for Scrum miljøet og benytter vores viden herfra i forbindelse med teametablering og konfliktløsning, hvilket giver os en specielt faglig relation til hinanden som vi begge sætter pris på.

Til min glædelige overraskelse havde Atlanta SUG fået arrangeret endnu en taler til aftnens møde. Det var Scrum Trainer Lee Henson, der er tilknyttet VersionOne og i sin praksis som agile coach lægger nogle af de samme vinkler på etablering af teams som jeg selv (Lee er også en af de personer som jeg mødte i Orlando tidligere på året). Med Lee og jeg som talere og en meget engageret gruppe af tilhører, blev det en både sjov og lærerig aften. Interesserede kan læse nogle af mødedeltagernes kommentarer via Atlanta SUG’s hjemmeside.

Jeg er utrolig glad for at have haft muligheden for at mødes med medlemmerne af de to grupper. Det var interessant at høre om deres udfordringer med at få Scrum teams til at fungere og få deres feedback på min tilgang til team etablering. Samtidig bliver jeg også lidt stolt på Scrum Forums vegne idet jeg kan se at vores måde at engagere os i de nære netværksgrupper er ganske unik i forhold til at etablere en udbytterig fortrolighed imellem medlemmerne.

Kommenter indlægget

Muligheden for at kommentere er fravalgt for dette indlæg.